-
Tiltale mod bandemand om næsten 400 kilo kokain
Источник: BDK Borsnyt / 16 фев 2025 07:38:50 America/New_York
Et formodet medlem af den forbudte bande Loyal To Familia risikerer at miste sit danske pas og at blive idømt fængsel i adskillige år. Manden skal have hjulpet en anden LTF'er, der har base i Dubai, med at indsmugle store mængder kokain, hævder anklagemyndigheden hos National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK. I alt er der tale om 393 kilo, påstås det i et anklageskriftet, som Ritzau har fået indsigt i. Den nu tiltalte blev sammen med flere andre anholdt i en større aktion sidste sommer. Flere af disse har siden valgt at tilstå. Blandt andet har en tidligere barneskuespiller erkendt, at han i en stribe tilfælde tog fra Østerbro i København til Karlslunde, Brøndby og Solrød for at hente kilovis af kokain fra lastbiler, der gjorde holdt ved Nemlig.com og andre steder. Stoffet var skjult i picnickurve. I den nye sag hævder NSK, at den tiltalte i to perioder har været højre hånd for en LTF'er, der ifølge politiets mistanke skal have styret en stribe indsmuglinger fra sit tilholdssted i De Forenede Arabiske Emirater. Dels i et års tid fra april 2020 til marts 2021 og dels fra september 2023 til april 2024. For eksempel skal manden have givet vareprøver til kunder og sørget for at indsamle penge fra aftagerne. Efter godt et halvt års varetægtsfængsling er tiltalen som nævnt klar, så Københavns Byret senere skal afgøre, om han er skyldig eller ej. Som en usædvanlig sanktion ønsker NSK også, at den tiltalte frakendes dansk indfødsret og derefter udvises. I tre andre sager om grov kriminalitet har domstolene dog afvist lignende krav: Østre Landsret sagde nej i en sag om grov vold mod en gruppe bandekriminelle fra Odense i december 2023. Retten i Aarhus afviste i november sidste år at tage passet fra en ledende figur fra Brabrandgruppen i en sag om våben og narko. Og Københavns Byret fandt i december heller ikke tilstrækkeligt grund til indgrebet, da en mand med dansk og irakisk statsborgerskab blev dømt for medvirken til drab og drabsforsøg i Christiania. Tiltalen om de næsten 400 kilo kokain bygger i høj grad på beskeder i de krypterede kommunikationstjenester Sky ECC og EncroChat, kan man læse i anklageskriftet. I øvrigt udvidede en dommer i december grundlaget for efterlysningen af den formodede hovedmand, der som nævnt tilsyneladende opholder sig i Dubai. Han, der er 42 år, er internationalt efterlyst. I podcast'en "Banderelateret" sidste år sagde han, at han havde forladt LTF. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/tiltale-mod-bandemand-om-naesten-400-kilo-kokain